Lastbildemonstrationer fortsætter: Generer trafik flere steder

Både Nordjylland og København rammes af protester mod en ny vejafgift. Politiet gav mandag over 100 påbud.

Der er fortsat demonstrationer rundt omkring i landet mod en politisk aftalt vejafgift, der er ved at blive behandlet i Folketinget.

Tirsdag morgen er der langsomt kørende lastbiler både i København og i Nordjylland, oplyser politiet. En håndfuld tunge køretøjer ses omkring Christiansborg tirsdag morgen.

Aktionerne gik i gang mandag, og foreløbige tal fra politiet mandag eftermiddag viste, at ordensmagten på landsplan havde rejst over 50 sigtelser og givet over 100 påbud.

Hvis man skal dømme på baggrund af mandagens tal fra politiet var der især problemer for trafikken i Østjylland, Sydøstjylland og i København.

Her blev der rejst henholdsvis 26, 10 og otte sigtelser, fremgår det af en opgørelse fra Rigspolitiet.

Den nye vejafgift er begrundet med klimakrisen. Regeringen og partierne SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet ønsker at skubbe på en grøn omstilling af vejtransporten. En afgift på cirka en krone og 30 øre per kørt kilometer indføres fra 2025.

Tirsdag morgen fortsætter protesterne i blandt andet København og i i Nordjylland.

Et par lastbiler holder ifølge Nordjyllands Politi ved Støvring N og S. Men ifølge politiet blokerer de ikke trafikken, lyder det på Twitter.

Ligesom mandag markeres utilfredsheden tirsdag blandt andet med langsom kørsel.

Langsomt kørende lastvogne kører dog minimum 60 kilometer i timen på E45 ved Haverslev, rapporterer Nordjyllands Politi på Twitter.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle