Kartoffelchauffør er løsladt efter seks uger i arresten

Anklagemyndigheden vurderer, at der ikke er grund til at frygte, at chauffør kan påvirke efterforskning.

Efter seks ugers varetægtsfængsling er en 57-årig kartoffelchauffør i sidste uge blevet løsladt.

Det oplyser specialanklager Daniel Dokkedahl fra Fyns Politi tirsdag til Ritzau.

Manden har siddet fængslet siden begyndelsen af juni på baggrund af en sigtelse om at udsætte trafikanters liv og førlighed for fare ved at have læsset en større mængde kartofler af midt på Storebæltsbroen.

Hans advokat har tidligere meddelt, at aflæsningen var led i en protest mod en kilometerafgift, som Folketinget fra januar 2025 har pålagt kørsel med lastbiler.

Den 57-årige mand blev løsladt 12. juli.

Retten i Svendborg bestemte midt i juni, at manden skulle sidde varetægtsfængslet frem til 13. juli. Herefter skulle retten på ny have vurderet sagen, hvis altså anklagemyndigheden ville opretholde fængslingen.

- Vi har vurderet, at det grundlag, som han har siddet fængslet på, der drejer sig om, at han på fri fod ville kunne påvirke efterforskningen, ikke længere er til stede, siger Daniel Dokkedahl.

Om morgenen 1. juni bevidnede en bilist på Storebæltsbroen, at en lastbil tømte sit læs med kartofler ud over kørebanen. Rodfrugterne blev hurtigt spredt over et stort område og var til gene for trafikken.

Bilisten kontaktede politiet og fulgte efter lastbilen, og ved Korsør blev den nu kartoffelløse ladvogn bragt til standsning af ordensmagten. Chaufføren blev anholdt og sigtet.

Episoden var ikke den eneste af sin art den dag. Også på motorvejsstrækningen mellem Skærup og Kolding blev der meldt om kartofler på kørebanen.

Selvsamme dag skulle Folketinget stemme en ny lov igennem. Loven vil fra 2025 og frem til 2030 indfase en kilometerbaseret vejafgift for lastbiler. Ad flere omgange har vognmænd aktioneret rundtom i landet i protest mod afgiften.

Der har blandt andet været aktioner på motorvejene, hvor langsomtkørende lastbiler har generet den øvrige trafik.

Efter kartoffelepisoden bedyrede vognmændenes talsmand, at der ikke var tale om en aktion, som udsprang fra gruppen af vrede vognmænd.

Men da den 57-årige dagen efter anholdelsen blev stillet for en dommer, fortalte forsvarsadvokat Troels Maglegaard, at der skam var tale om en protest mod den nye afgift.

- Det, der går min klient på, er, at det er så svært for politikerne at forstå, at den del af vognmandsbranchen, der har med landbrug og fiskeri at gøre, som han repræsenterer, bliver særligt ramt af den nye lovgivning, lød det dengang fra Troels Maglegaard.

Varetægtsfængslingen af manden har haft til formål at forhindre ham i at påvirke politiets efterforskning af sagen, og løsladelsen af manden er ikke på nogen måde en tilkendegivelse af, hvorvidt manden anses som mere eller mindre skyldig, oplyser Daniel Dokkedahl.

Den 57-årige kartoffelchauffør er fortsat sigtet, og anklagemyndigheden skal nu vurdere, om der skal rejses tiltale mod ham. Bliver han idømt en fængselsstraf, vil tiden i varetægtsarrest indgå i den samlede afsoning.

Måtte han blive frifundet eller blot idømt en mild dom, vil han kunne forlange erstatning for at have siddet fængslet.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle