Stealth-grubberen klar med dræning og nitrogenhjælp

Mors-virksomheden He-Va stiller op på Borgeby-messen med store dele af programmet.

Vi har som altid store forventninger til Borgeby-messen. Borgeby har gennem alle årene været en rigtig god messe for os.

Sådan lyder det fra Martin Grönwall, som er He-Va’s svenske salgschef.

At man mener tilstedeværelsen på Borgeby alvorligt, understreges af de mange og meget forskellige maskiner og redskaber, som producenten stiller op med på den svenske messe. Nævnt i flæng kommer He-Va blandt andet med en Disc-Roller XL 7,5 meter, den monstrøse 12,3 meter King-Roller, en 6,3 meter Tip-Roller med frøudstyr, en otte meter Top-Strigle, en firemeters bugseret Triple-Tiller med Multi-Seeder, en otte meters Euro-Tiller harve, en firemeters liftophængt Disc-Roller XL Contour og en firemeters Stealth.

Stealth med i Sverige

Netop den sidste, Stealth, er en maskine, der har fået en vis opmærksomhed, da grubberen blev lanceret som et svar på tendensen med mindre jordbearbejdning og blanding af jordlagene. Den er udtænkt efter feedback fra He-Vas kunder, ikke mindst på eksportmarkederne.

Ifølge He-Va kan Stealth hjælpe med dræning, luftning, nitrogenoptagelse og afgrødernes rodfæstelse – altså et generelt løft af jordens og dermed afgrødernes kvalitet.

Stealth har en arbejdsdybde fra 0 til 300 millimeter og kan med producentens hydrauliske dybdekontrol justeres fra traktorsædet. Den er ifølge He-Va velegnet til brug i alle jordtyper, hvor genoprettelse af beskadigede jordstrukturer er påkrævet, for eksempel på forager, spor eller andre arealer med komprimeret jord.

Emneord Borgeby 2023

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.