Morgenposten: - Nu koster penge igen penge

Danmarks største maskinhandler oplever en afmatning på tværs af mange markeder. Her får du årsagerne – og et kig på en på en drone, som sparer 80 til 90 procent kemi.

God mandag morgen.

Nå, så fik vi sendt ungerne på ferie. Men morgenposten er stadig still going strong i sommervarmen. Her på Sjælland loves der regn op af dagen – og det er også iblandet lidt blandet vejr fra maskinmarkedet i dagens beretning, hvor jeg har et par citater fra Danish Agros maskinchef Jens Skifter med i pakken.

Først skal vi lige se en drone lette. Ifølge beretningen fra min kollega Frederik Thalbitzer, så kan dronen spare landmændene for 60 til 90 procent kemi.

Se med her – det er jo også en sjat...

 

 

Og læs mere her:

Video: Drone kortlægger tidsler og sparer 60-90 procent af sprøjtemidlet


Väderstad om stor lancering: - Vi trykker på knappen til nytår 2025

I weekendens udgave af LandbrugsAvisen varmede vi op til denne uges store maskinevent i Skandinavien, Borgeby Fältdager. Det foregår onsdag og torsdag Her er Väderstad per tradition en af de største udstillere på mark- og maskinudstillingen nord for Malmø, hvor der både vil være en masse danske udstillere, branchefolk og et bredt udvalg af maskiner til stede.

En af de mest spektakulære bliver Väderstads kommende såmaskine Proceed, som producenten mere eller mindre ydmygt har betegnet som en potentiel gamechanger for landbruget.

Fiffet med såmaskinen er, at den kan rækkeså så tæt og præcist, at den ud over traditionelle rækkeafgrøder også vil kunne så korn.

Over for den svenske landbrugsavis ATL fortæller Väderstads chef for salget i Norden, Christer Stark, som selv er en del af ejerfamilien bag virksomheden, at man begynder at nærme sig produktionsstart.

- Ved årsskiftet 2024-2025 planlægger vi at trykke på knappen for serieproduktionen, siger han til mediet.

 

Maskinchef om afmatning: Det mærkes, at nu koster penge igen penge

Og så til historien bag overskriften. 

Forleden var Danish Agros maskindivision ude med regnskaberne for deres danske maskinforretninger. Her var der markant bedre tal end sidste år – med sorte tal på bundlinjen hele vejen rundt.

Læs mere om det her:

Trods store forsinkelser: Plusser hele vejen rundt for Danish Agros danske maskinforretninger

I forbindelse med historien fik jeg en god snak med Jens Skifter – bl.a. om det aktuelle maskinmarked. Og det er ikke helt oppe på samme niveau som sidste år.

 - Lige nu ser vi, at der er en nedgang på tværs af alle lande, forklarer han og kalder det en kombination af en håndfuld faktorer.

- Nu koster penge igen penge. Vi har haft nogle år, hvor finansiering stort set ikke kostede noget. Renterne er steget væsentligt. Det kan godt mærkes, når man der skal finansieres en maskine til 3-5 mio. kr. Afgrøderne er faldet i pris, og så har vi set en prisudvikling på maskinerne. Hvis vi har givet gamle tilbud for tre år siden, og man er interesseret i at købe maskinen nu, så er der sket en prisudvikling på 15-20 procent. Det skal man også forholde sig til, forklarer han og siger, at tørken ikke bare i Danmark men store dele af Europa også giver en afdæmpning her og nu.

Hele historien kan læses senere i dag her på kanalen. 


Historisk ringe år for Asa-Lift

I 2022 udviklede der sig en dårlig cocktail for Sorø-virksomheden Asa-Lift. I en netop indsendt årsrapport konstaterer Asa-Lift i ledelsesrapporten, at et minus på 16 mio. kr. før skat er et historisk dårligt resultat, der ”naturligvis ikke er tilfredsstillende” og skyldes ”flere uheldige sammenfald” for året.   

- Omsætningsmæssigt levede 2022 ikke op til de forventninger, vi havde ved årets begyndelse. Den primære årsag til dette forhold skyldes manglende afsætning på de fleste markeder, står der bl.a. i beretningen.  

Få flere detaljer her: Stort millionminus hos Sorø-producent: - Historisk dårligt


Landskuet: Ny Optum får danmarkspremiere i Herning

Det er ikke mange uger siden, at vi kunne fortælle første gang, at Case IH brygger på en ny topmodel i Optum-serien. Den nye model er velsignet med 340 hestekræfter til de hårdeste arbejdsstunder.

Det er sjældent, at vi meget kort efter, at en fabrikant melder en nyhed ud, også kan tage ud og møde den på dansk jord. Men i denne uge har man både muligheden for at se den på Borgeby onsdag og så dagen efter på Landsskuet i Herning – med andre ord både svensk og dansk premiere.

Læs mere om traktoren her:

Ny Case IH-stortraktor får dansk debut i Herning


Svenskerne glæder sig til dansk opfindelse

En af en de store teknikhistorier i Sverige lige nu er en dansk opfindelse fra Bjæverskov. Det er nemlig Agro-Bag’en, der kan auto-snitte big bags med gødning, som et hold svenske journalister fra landbrugsavisen ATL mødte på TraktorTechs demoområde på Dansk Markdemo for nylig.

Se her hvordan den opfindelse opfattes i Sverige - og så kan den iøvrigt ses igen på Borgeby onsdag og torsdag.  


Sætter ekstra tank i fronten


Pressefoto

Vi slutter dagens rundtur i nyheder fra maskiners verden af med en udvidelse af tankkapaciteten hos franske Berthoud. Den internationale udgave af Profi har nemlig opsnappet et system, hvor en fronttank enten kan komplementere liftsprøjtens normale tank simultant – eller køre med et andet sprøjtemiddel.

 


Det Sker

Ja her på redaktionen bliver det både ture til Borgeby, Landsskuet og ud i marken i løbet af ugen.

I pipelinen venter der over den kommende tid en masse presseevents i ind- og udland med en masse traktorer og redskaber, som præsenteres inden den store messe i Hannover til november.  Inden i hører mere om det, så er morgenposten tilbage i næste uge.

Der er lovet regn mange steder i landet lige om lidt. Ha’ en fortrinlig uge. Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

PS: Vores store Skyd Høst-konkurrence er skudt i gang, så når du kommer ud og gnaske med mejetærskeren, så benyt lige tiden til et pletskud. Der loves 20.000 kroner i hovedpræmie til en alletiders høstfest.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.