Valg har forsinket afgørende lovforslag om landbrugsstøtten: - Det er meget beklageligt

I Landbrug & Fødevarer mener EU-politisk chef Niels Lindberg Madsen, at landmænd og konsulenter for længst burde have haft overblik over de mange og detaljerede regler inden for EU's landbrugspoltiik, som de skal indordne sig under i 2023.

Torsdag har fødevareminister Jacob Jensen (V) stolt i en pressemeddelelse kunne annoncere, at han har fået sit første lovforslag vedtaget i Folketingssalen. 

Lovforslaget sikrer først og fremmest, at Danmark implementerer EU's landbrugsrerfom (CAP) for årene 2023- 2027 i dansk lovgivning, hvilket er en afgørende nødvendighed for, at dansk landbrug kan få tildelt landbrugsstøtte næste år.

Lovforslaget havde Jacob Jensen arvet fra sin forgænger.

Det blev fremsat 6. oktober, men bortfaldt som følge af folketingsvalget den 1. november. Og da loven ikke har været vedtaget, har det ikke været muligt for myndighederne at sende de bekendtgørelser og vejledninger i høring, hvor de nye regler, som følger af den nye reform i detajler skal beskrives.

Og netop den del får stor kritik fra Landbrug & Fødevarer, der mener, at den del for længst burde have været på plads, når man tænker på, at EU's nye landbrugsreform træder i kraft lige om lidt - nemlig ved årsskiftet. 

- Det er meget beklageligt, at udkast til bekendtgørelser og vejledninger først kommer i høring nu på grund af den forsinkede regeringsdannelse. Reglerne gælder fra nytår, men der er endnu ingen endelige bekendtgørelser og vejledninger til de nye regler, siger Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef i en skriftlig kommentar.

Han forklarer, at dels burde landmænd og konsulenter for længst have haft overblik over de mange og detaljerede regler inden for EU's landbrugspolitik, som de skal indrette sig under i 2023.

- Og dels gør den meget sene høringsfrist, at Landbrugsstyrelsen sandsynligvis har begrænset mulighed for at ændre regler og opsætning af it-systemer. Det medfører, at landmændene ikke har haft mulighed for indrette sig, så de kan leve op til de nye krav om landbrugsstøtte. Men også at den nødvendige ”virkelighedstest” af reglerne, som vi kan bidrage med, sandsynligvis ikke kan gennemføres på en ordentlig måde, siger Niels Lindberg Madsen.

Arvet lovgivning

Loven som fødevareminisater Jacob Jensen fik vedtaget torsdag var hastelovgivning. Alle partier på nær Alternativet stemte for vedtagelse. Fra Niels Lindberg Madsen lyder det, at det trods alt er positivt, at den nye minister nu har fået-loven vedtaget i Folketinget.

- Et særligt fokus bliver det at sikre, at Landbrugsstyrelsen inden for rammerne af den kommende CAP udnytter mulighederne for at indrette kontrol set-up’et. Det bør blandt andet sikre, at bagatelagtige overtrædelser ikke fører til ofte meget små sanktioner, siger han.

Som et nyligt eksempel på en sag, hvor manglende bekendtgørelser har haft betydning, kan nævnes sagen om den 34-årige landmand Lasse Blingedal, der er i risiko for næste år at måtte vinke farvel til etableringsstøtte fra EU på grund af et uddannelseskrav. Den præcise formulering af kravet kender han først, når bekendtgørelsen er sendt i høring.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle