Værksted fandt ikke fejl trods regning på 37.000 kr

- Værkstedet brugte 73 timer for at adskille, undersøge og samle traktorens bagtøj. Det kostede kr. 37.000. Men de mange mekanikertimer hjalp ikke. Mislyden fra bagtøjet er der stadig.

Indgrebet har tilmed forværret situationen, da pto’en ikke kan tilkobles efter traktorens besøg på værkstedet, fortæller ejeren, der ønsker at være anonym overfor Landsbladets læsere. Han ønsker også, at værkstedets navn ikke kommer på tryk, da han i givet fald kan blive anklaget for at hænge virksomheden ud.

Men ejeren vil gerne medvirke til at forebygge, at andre kommer i samme uheldige situation. Han foreslår derfor, at Landsbladet Agro skriver, hvad man kan gøre for at undgå den slags tilfælde.

Det spørgsmål har Landsbladet Agro stillet til teknisk chef, ingeniør Jørgen Christensen, New Holland Danmark A/S. Jørgen Christensen ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag, da værkstedet ikke er autoriseret forhandler af noget traktormærke. Men han vil gerne give nogle anvisninger på, hvad man generelt kan gøre for at undgå sådanne kedelige situationer.

- Det kan være vanskeligt at finde årsagen til en mislyd fra transmissionen eller en periodevis forekommende fejl i for eksempel elektronik- og hydrauliksystemer. Både landmænd og værksteder bør altid undgå fejlfindingstimer, der ikke fører til et resultat. Den bedste garanti herfor er at henvende sig til et autoriseret værksted for det pågældende traktormærke, siger Jørgen Christensen og tilføjer:

- Når New Holland har opbygget en serviceorganisation, er formålet ikke at beskytte Fiat-, Ford- og New Holland-traktorer. Formålet er at beskytte ejerne og brugerne af disse traktorer. Når det lykkes, er det naturligvis også til gavn for markedsføringen af New Hollands produkter.

- Der er efter min mening altid en stor risiko ved at henvende sig til et ikke-autoriseret traktorværksted. De ikke-autoriserede reparatører har ikke den uddannelse og ekspertice, der for eksempel er nødvendig ved fejlfinding. De har ikke adgang til importørens specialviden og fabrikkens serviceforskrifter.

Det ikke-autoriserede værksted har heller ikke det nødvendige specialværktøj og andet nødvendigt udstyr til fejlfinding i for eksempel elektronik- og hydrauliksystemer. Endelig har de ikke mulighed for at trække på andre autoriserede værksteders ekspertice, når der er behov for det, siger Jørgen Christensen.

- Landmand og værksted bør altid lave en aftale: hvad skal laves, og hvad må det koste. Det har et autoriseret værksted mulighed for at give præcise oplysninger om. Selv om landmanden ikke spørger, har værkstedet et ansvar for på forhånd at oplyse traktorejeren om, hvad en given opgave kan omfatte.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle