Historisk godt resultat: Kartoffelmelsfabrik sætter gang i største investering i fabrik nogensinde

Stigende energipriser viste sig ikke at have så store økonomiske konsekvenser for AKV, som frygtet, og selskabet har mere end tredoblet sit overskud i 2022/2023. Nu investeres der i en ny fabrik.

En fastprisaftale på naturgas var med til at redde AKV Langholts indtjening i 2022/2023.

For ligesom som mange andre frygtede kartoffelmelsfabrikken at blive ramt af de himmelhøje og svingende energipriser, men så galt gik det aldrig. 

I stedet har kartoffelstivelsesselskabet, der producerer og sælger kartoffelstivelse, kartoffelprotein, læggekartofler samt biprodukter fra produktionen, tredoblet deres indtjening.

Det viser selskabets nye årsrapport.

Omsætningen er i det forgangne regnskabsår hævet fra 465,9 millioner kroner i 2021/2022 til 684,9 millioner kroner. Det skyldes primært højere salgspriser på kartoffelmel, men også en salgsafdeling, der har haft stor succes med at time salget, lyder forklaringen.

I samme periode er overskuddet steget fra 41,5 millioner kroner til 146,7 millioner kroner.

- AKV ender med et regnskabsresultat på 147 millioner kroner i overskud, hvilket giver vores andelshavere en samlet gennemsnitlig afregning ved 100 procent af kontraktmængden på 4,88 kroner pr. kilo stivelse, siger Jørgen Skeel, der er bestyrelsesformand for AKV i en pressemeddelelse.

- Dette er en rekord efterbetaling, og den primære effekt bag dette er en mere konsolideret fabrik med vores egen salgsorganisation, der har timet salget efter de høje markedspriser. AKV sælger nu alt vores stivelse selv, og det foregår på en bedre og mere profitabel måde end tidligere. Bestyrelsen ser positivt på de kommende år, og vi har en ny investering klar, der skal løfte AKV til næste niveau, lyder det.

Kort om AKV

  • AKV er den nordligste af Danmarks fire kartoffel-stivelsesfabrikker og har 181 andelshavere hovedsageligt bosiddende i Vendsyssel og Himmerland. AKV har sine fabriksanlæg ved Langholt nord for Aalborg.
  • Kartoflerne leveres til fabrikken i perioden september til december, den såkaldte kampagneperiode, i hvilken der produceres kartoffelstivelse i døgndrift.
  • Den årlige produktion er på 85.000 ton.

Største investering 

Med det historisk gode resultat er AKV klar til at investere yderligere i sin produktion.

- Efter en god og konstruktiv snak, har vi i bestyrelsen fået godkendt en derivatfabrik. Dermed starter en ny rejse for AKV, hvor vi på sigt vil lave en masse nye spændende produkter til fødevareindustrien. Investeringen er den største i AKVs historie, og det er med stor respekt og store forventninger, at vi får sat gang i arbejdet, siger Ronnie B. Nielsen, der er administrerende direktør ved AKV.

Et derivat kan anvendes i fødevarer, enten som erstatning for proteinet, og derved gøre fødevaren plantebaseret eller til at reducere proteinet.

Produktionen af derivater kan ifølge AKV Langholt dermed på sigt være med til at sikre, at en større del af verdens befolkning kan få deres ønskede fødevare, samt bidrage til den plantebaserede dagsorden.

- Produkterne fra den nye fabrik kan anvendes i en meget bred vifte af fødevarer, men grundlæggende kan man med et derivat påvirke anvendelsesmulighederne af det endelige produkt. F.eks. kan det animalske protein gelatine i vingummi erstattes med et derivat, som vil give samme konsistent. Skiftet i råvarer kan betyde, at flere har råd til at købe denne type fødevare, siger Bjarne Larsen, der er salgsdirektør i AKV.

Står selv

AKV har indtil oktober 2022 haft et samarbejde med den amerikanske stivelsesgigant Cargill, hvor beslutninger om produkter og udvikling har været fælles.

I oktober overtog AKV Langholt dog Cargills andel af en fælles dansk stivelsesfabrik efter langvarig strid.

2022/2023 var dermed sidste år interesseselskabet Cargill-AKV I/S eksisterede og her endte driftsresultatet på -21,1 millioner kroner. Selskabet er nu opløst og til gengæld er der oprettet et nyt datterselskab, der skal varetage den del af forretningen med at forarbejde produkter for Cargill.

AKV er nu for første gang i mange år selv ejer af alle aktiver og beslutninger, lyder det i meddelelsen.

Her understreger ledelsen også, at den øgede indtjening for fabrikken og kartoffelproducenterne også skal ses i lyset af, at der har været en væsentlig stigning i dyrkningsomkostningerne i for avlerne grundet de stigende råvarepriser.

Bestyrelsen foreslår derudover i regnskabet en efterbetaling på i alt 146,7 millioenr kroner svarende til i gennemsnit 201 øre pr. kilo efterbetalingsberettiget stivelse (i alt 72,9 kilo), så at den samlede afregning for stivelse til andelshavere i gennemsnit har været 4,88 kroner pr. kilo leveret stivelse, hvoraf fragtudligning og kvalitetstillæg udgør 12 øre pr. kilo.

Kartoffelmelsfabrikken forventer, at priserne på stivelse vil falde igen over det næste år mod en mere "normaliseret pris". Derfor forventer AKV et resultat, som er lidt mindre end i dette regnskabsår.

Opdateret 5. juli kl. 15:31.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle