Eksporten af økologiske fødevarer er minimal

Danmarks eksport af økologiske fødevarer er meget begrænset. Kun en god håndfuld danske virksomheder sælger økologiske produkter af betydning uden for landets grænser.

Der foreligger ingen officiel statistik over den samlede eksport, så Landsbladet har kontaktet en række af de vigtigste eksportører for at få et overblik over den økologiske eksport. Resultatet af undersøgelsen viser, at den økologiske eksport er på 60 til 80 mio. kr. årligt ud af en samlet landbrugseksport på 54.5 mia. kr. i 1997.

 

Det er særligt økologisk smør og ost, der bliver eksporteret, men der er også en mindre eksport af blandt andet gulerødder og marmelade. Thise Mejeri er den største eksportør med en eksport på 20 til 25 mio. kr. årligt. De fleste eksportører, Landsbladet har talt med, ser positivt på fremtiden og forventer en stigende eksport. England har vist sig som det mest interessante marked, mens Tyskland generelt har skuffet mange eksportører.

- Der tales meget om det store potentiale i det tyske marked, men det er svært at få øje på. Tyskerne taler meget om økologi, men de vil bare ikke betale for det, fortæller administrerende direktør, Karsten Deibjerg, fra Friland Food, der har en mindre eksport at økologisk kød.

 

Hos landets største mejeri, MD Foods, har man ingen planer om at starte en massiv markedsføringsindsats for eksport af økologiske produkter, selv om antallet af økologiske mælkeproducenter stiger kraftigt og afsætningen af økologiske produkter på hjemmemarkedet ikke går helt så hurtigt som tidligere.

- Vi har hele tiden arbejdet efter at være sikker på at kunne forsyne det danske marked med økologiske mælkeprodukter. Det mål ser vi nu ud til at have nået. Vi har naturligvis daglig kontakt med supermarkeder i hele Europa. Men efter-spørgslen er stadig meget begrænset, fortæller informationschef i MD, Peter Kjelstrup.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle