Analytikere spærrede øjnene op: Den globale mælkemængde vokser næsten ikke

Den globale mælkepulje plejer at vokse med to-tre procent. Sådan gik det slet ikke i 2022.

I stort set alle de år man har overvåget den globale mælkeproduktion, har der været en årlig vækst på cirka 2,5 procent. Men sådan gik det slet ikke i 2022, hvor mælkepuljen blot voksede med 0,4 procent.

Det fik analytikerne, som deltog i dette års IFCN-kongres, til at spærre øjnene op.

For hvorfor steg mælkemængden ikke, når blandt andet europæiske og nordamerikanske mælkeproducenter tjente godt i 2022 som følge af en historisk høj mælkepris?

Ifølge analytikerne i IFCN-netværket kan den begrænsede vækst i mælkemængden i veludviklede lande forklares ved stigende udfordringer med dyrevelfærd, miljøregulering, mangel på arbejdskraft, jord til foderdyrkning samt manglende interesse og mulighed for, at nye generationer kan overtage eksisterende bedrifter.

I mindre udviklede lande er det frygten for økonomi og politiske spændinger, samt mangel på basal infrastruktur og energi, som spiller ind.

Analytikerne summerede op, at det er vigtigt at fodre med større mængder hjemmeavlet foder, bruge flere tekniske hjælpemidler, opnå indkomst fra andet end blot mælkeproduktion og overordnet set arbejde for at opnå en robust bedrift.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle